Davinde
FESTIVAL 2022Mini-festival eller forvokset havefest – kært barn har mange navne. 6. August 2022 kl. 14.00 kan du opleve 6 koncerter, et kunstværk og hyggelig fællesspisning på Bækgyden og i Trine & Peters baghave.
Det bliver en helt særlig og stemningsfuld dag – og der er kun 200 billetter til salg, så inviter venner, familie og kollegaer til en oplevelse i skønne omgivelser.
musik og kunst
Davinde Festival
Musik
Vores musikprogram byder på flere forskellige genrer: både folkemusik, rock og alt muligt der i mellem.
Vi vil gerne præsentere dig for både velkendte toner og helt ny musik – dit nye yndlingsband møder du på vores festival! Der er både fynske, danske og svenske navne på programmet.
Kunst
Festivalen har som noget nyt i år også kunst på programmet. På festivalpladsen kan du opleve et glas- og lydkunstværk af de to kunstnere Marie Retpen og Johannes Smed. Værket sætter Bækgyden i scene på en anderledes måde, og det vil kunne opleves hele dagen.
Følg med her på siden og på Facebook og Instagram.
Program

14:30 Lunau & Sund+Sminge
Lunau&Sund er en smuk blanding af folk/indiepop/singer-songwriter, stående på skuldrene af den nordiske sangskriver-tradition. Ved denne koncert har Lunau&Sund inviteret deres mangeårige samarbejdspartner trompetisten Torben Sminge. Udover trompet og flugelhorn spiller Torben Moog-synth ved koncerten.
I februar 2022 udsender Lunau&Sund deres 7. studiealbum med titlen “Tiden”. Sange skrevet og indspillet under lockdown i 2020/21. Det nye album er som de 3 foregående produceret af Lunau/Sund/Hjorth. Igennem årerne har Lunau&Sund spillet koncerter vidt forskellige steder, alt lige fra Carl Nielsen salen i Odense til stuekoncerter, fra Jazzhus Montmartre i Kbh til Dansk Støberimuseum på Mors. Flere af deres sange har været i rotation på P4 og P5, og deres sang Medvind lå på Dansktoppen i 10 uger.

15:30 The Mukherjee Development
The Mukherjee Development albumdebuterede i foråret 2022 og har efterfølgende spillet en langstrakt turné i Danmark. Sangskriver og frontmand er debutanten Oscar Mukherjee, men resten af bandet er nogle af de mest erfarne musikere i landet der bl.a. spiller med Peter Sommer og Jonah Blacksmith. Vi spår, at bandet bliver et af de navne, mange kommer til at kende i fremtiden.
Den amerikansk/dansk/indiske Oscar Mukherjee synger om hengivelse, identitet og kærlighed i et globalt århundrede. Han er opvokset i USA, kom til Danmark i 2009, hvor han hurtigt gjorde sig bemærket på den danske musikscene. Han har udgivet to EP’er, har netop vundet en Danish Music Award for årets ”Ud af det blå” pris og har opnået landsdækkende P4-airplay.

16:45 Väsen Duo
Et stort scoop for Davinde Festival er det svenske folkemusikorkester Väsen, der lægger vejen forbi Davinde blandt deres mange andre koncerter over hele verden. Af alle artister på festivalen topper Väsen suverænt Spotify med mere end 5.mill afspilninger på bare én af deres sange. Det legendariske svenske orkester Väsen var stilskabende indenfor ny-folk, og optræder nu som duo med nøgleharpespilleren Olov Johansson og bratschisten Mikael Marin.
Musikken er intens, dynamisk og fuld af humor. Ved hjælp af øjeblikkets inspiration skaber de deres helt eget musikalske sprog, der i sin tiltrækningskraft er lige så moderne, som det er ældgammelt. Med fundamentet solidt forankret i generationer af Uppland spillemandstradition har de altid øjnene nysgerrigt rettet mod nye musikalske mål.
18:00-20:00 Fællesspisning
Vi dyrker fællesskabet i vores festival – og derfor spiser vi aftensmaden sammen ved langborde.
Madbilletter købes i baren på dagen til rimelige priser.
Festivalens menu
Eftermiddag: Hjemmebagt kage
Fælles aftensmad: Soupe au Pistou – fyldig suppe med inspiration fra det franske landkøkken.
Tilbehør: pesto, hjemmebagt brød og hjemmelavet bacon.
Natmad: Grillpølser med brød.

20:15 Steen Jørgensen duo
Kongen af dansk punkrock – den legendariske mørkemand Steen Jørgensen fra Sort Sol gæster årets festival. Steen Jørgensen optræder som duo med guitaristen Rune Kjeldsen. Steen Jørgensen udsendte i 2013 solo-projektet ’Standards for Living’. Repertoiret er en blanding af sange fra Steens egen solo-karriere, Sort Sol numre og modige tolkninger af navne som Dylan, Young, Cohen, Joy Division og Kraftwerk. Steen Jørgensen er desuden udvalgt til at deltage i efterårets “Toppen af poppen”, så det bliver nok første og sidste gang han kan opleves i så intime og hyggelige rammer.
Foruden karrieren som frontmand, for de absolut levende legender i Sort Sol, har Jørgensen kørt det succesfulde sideprojekt Ginman/Jørgensen, og han har optrådt i diverse film og teaterstykker.

22:00 Ida Gard
Ida Gard giver publikum en medrivende musikalsk oplevelse med dansksprogede sange. Ida Gard har, siden hun vandt karrierekanonen i 2008 og albumdebuterede i 2011, slået fast, at hun mestrer både de catchy melodier og de skarpe poetiske fortællinger.
‘De seneste år, har for mig været fyldt af nye valg og beslutninger, som har føltes meget som at starte forfra. Jeg tror, det er vigtigt, for at kunne flytte sig, at man først tør åbne øjnene og se, hvor man rent faktisk befinder sig. Det er rigtig svært at ændre en virkelighed, man ikke vil erkende eller indrømme eksisterer. Og det gælder både i det store og det knap så store billede. Hele verden er i bevægelse mod nye forståelser, og jeg synes, man skylder at være åben og nysgerrig og acceptere måske at blive klogere’, fortæller Ida.

23:05 Roux Spana Beat Trio
Aftenen slutter i selskab med en anden af landsbyens mange professionelle musikere, nemlig Andy Jarosinski, der optræder med sit polsk/danske band Roux Spana Beat Trio. Trioen sætter fut i dansegulvet med et helt unik mix af hiphop, soul, funk og jazz.
RSBT’s beats er forankret i samples, og deres koncerter tager form af mixtapes, hvor kompositionerne væves ind og ud af hinanden. Selvom RSBTs musik grundlæggende er trukket ud af mere eller mindre traditionelle hip-hop-beats, føles de friske og vibrerende og skaber deraf en unik tilgang til melodi og rytme.
Lineup: Andy Jarosinski, Mariusz Prasniewski, Anders Lindhardt
Andy Jarosinski er ligeledes DJ dagen igennem.
FAQ
- Børnebilletter – Vi kan desværre ikke tilbyde børnebilletter til reduceret pris.
- Camping – Vi arbejder på at finde en græsplæne, hold øje med siden her for opdateret info.
- Overnatning – www.brittasbb.dk ligger 100m fra festivalpladsen men der er flere der udlejer huse eller værelser igennem airbnb i lokalområdet. Langeskov Kro ligger 5km væk. Hotel OCC ligger 9km væk.
- Parkering – På parkeringspladsen for Davinde Forsamlingshus og langs Nyhavevej
- Toiletter – Der er toiletvogn på festivalpladsen
- Kaffe, kage og snaks kan købes i baren
- Mad – Der er fællesspisning ved langbord der er vegetarisk ret + bacon.
- Natmad – Der bliver mulighed for at købe pølser m. brød, chips og andre snacks i baren.
- Vi sender en mail i ugen op til festivallen med praktisk info.
Holdet bag
Davinde Festival
Davinde Festival er skabt af frivillige kræfter fra landsbyen Davinde – godt bakket op af Davinde Beboer- og Forsamlingshus. Vi ønsker at skabe Fyns hyggeligste en-dags festival sammen med festivalens gæster.
Sponsorer
Uden sponsorer ingen festival – så giv vores sponsorer lidt opmærksomhed.
Vil du deltage som sponsor så tøv ikke med at kontakte os på
e-mail event@davinde.info og hør hvad vi kan tilbyde
The Farm Music
Musikstudie i Davinde
Kontakt Peter Sund

Odense Kommune

Holmskov Consult

NetPlan system design
IT-Salg og service til erhverv og private. På adressen Overvejen 71 i Årslev er værkstedet åben hverdage 08-16

Statens kunstfond

AOF
– folkeoplysning fra bro til bro
Odense Låseservice
Siden 1950

Ingeniør N.M. Knudsens Fond
Fonden yder bl.a. støtte til kunstnerisk udsmykning af Odense By.